I den kommende trykte version af Atlas Magasin har jeg lavet en triple-poesi-anmeldelse af Søren Fauths Moloch – en fortælling om mit raseri, Tua Forsströms En after i Oktober roede jeg ud på søen & Optegnelser samt Juliane Preislers Højtelskende. På gaden 25. september. Læs et uddrag under billedet:
Eksistentiel og konkret sorg
Den første af de to Forsström-digtsamlinger i Maja Lucas’ og Kamilla Löfströms glimrende oversættelse har et undersøgende og tilnærmelsesvist ødelæggende udgangspunkt, når det kommer til at beskrive sorgen. Og det må ikke misforstås. Det ødelæggende træder frem som en mulighed i sproget, hvor noget må nedbrydes, så noget andet kan vokse frem. Et billede af nogle fisk, der skal sejles ud og druknes, går igen flere gange som et eksempel på et mørkt tilstedevær, mens sproget i sig selv også ødelægges smukt, når »vand i vand regner tårer løber langs / kinderne vand langs halsen Insomnia / glitterstorm hysteri«. Og ud af denne glitterstorm, vokser der sætninger der indeholder både styrke og skrøbelighed. Tag bare denne lille perle, der står alene og dirrer på sin egen side: »Men hvorfor er du ked af det / Når jeg sover ved jeg hvorfor / jeg er ked af det«.
Mens sorgen i I En aften… er eksistentiel, bliver den i Optegnelser konkret og hjerteskærende. Drømmende billeder blandes med udstrakte hænder og kærlighedserklæringer til det afdøde barnebarn. To af samlingens stærkeste tekster kommer i forlængelse af hinanden, hvor det sidste nærmest fungerer som kommentarspor på det første. På den ene side de første sætninger: »Skyerne gråden og tågen Vanessa / Løber vand langs kinderne halsen / Græder til gråden holder op med at græde« og på den anden side de første spørgsmål: »Hvad er det for nogen skyer? Hvad er det for en tåge? Løber der regn langs halsen?« Det er stærkt og samtidig en fin metakommentar på sprogets (u)muligheder og begrænsninger.